Solskin og månesten

posted in: Blog | 0

Kære allesammen
Vi har haft forrygende dejligt travlt i vores lille værkstedsbutik, så bloggen har ligget stille under sommersolen. Nu er vi klar til at give jer masser af historier her fra vores værkstedsbutik.
Sikke en sommer! Her i Møllergade har vi haft så mange sommergæster og masser af glade sommerklædte kunder fra nær og fjern. Vi har fået en masse nye specialopgaver og det er dem jeg gerne vil fortælle jer om. Jeg vil fortælle jer om livet her i værkstedsbutikken, oplevelserne, håndværket og vores tanker om vores smykker.

Velkommen tilbage !


For et stykke tid siden kom der to kunder ind i vores værkstedsbutik. De havde været her før og vi vidste at kvinden simpelthen elsker månesten. Hun havde et ønske. En fin månesten fra en tur til Australien havde længe ligget og ventet hjemme i hendes skuffe. Den ville hun gerne have sat i en sølvring med vores signaturpræg. Som i måske husker, så laver Ole og jeg et helt særligt præg i vores overflader, nemlig et unikt tryk fra gamle fine blonder og kniplinger. Er i nye på bloggen, så kan jeg fortælle jer, at vi laver alle vores smykker fra bunden, Ole og jeg. Vores helt særlige kendetegn er disse levende tryk i vores sølv og guld. Trykket laver vi på vores guldsmedevalse, som i øvrigt er over 100 år gammel og har stået ved en guldsmed i København, før den blev opkøbt og gemt væk i mange år.

En dag ringede en mand og tilbød os at købe valsen, det gjorde vi og siden den dag, har vi lavet vores signaturpræg ved at lægge disse gamle fine kniplinger og blonder på sølvet og guldet og valse det ned i ædelmetallerne. Smukt at binde tider og håndværk sammen på denne måde, gammelt og nyt. En og kun en gang kan vi bruge blonderne, så trykket bliver helt sit eget, uforudsigeligt og legende. Men, tilbage til månestenen.

Sådan kom ringen til at se ud, flot ikke. Kunden blev meget glad for at kunne gå med månestenen og for at hun helt selv havde valgt, hvordan hendes ring skulle se ud. Det er simpelthen så dejligt med de særlige opgaver, som giver vores kunder og os en særlig dejlig følelse af, at have ramt lige præcis det rigtige.
Billedet i midten er endnu et særligt ønske, et særligt smykke. En medaljon med en kærlig hilsen fra hendes mand og deres hunde bagpå og en knaldgrøn smaragd i guldfatning foran. Jeg så hende lige i dag, da de kom ind i værkstedsbutikken, Maja som fik medaljonen og den hang der på hendes bryst og lyste om kap med solen og hende. Så bliver man glad!
Det er fantastisk det her, at kunne glæde andre og at gøre lige det vi er allerbedst til, Ole og jeg.

Her er de så, de små ørestikker i så blive til på billedet ovenfor, alle forskellige med vores signaturoverflader. De er blevet voldsomt populære og de klær faktisk alle, dejligt som en forkælelsesgave til dig selv eller til en du holder af. Ørestikkerne koster 800 kr. og kan købes her i værkstedsbutikken og på vores webshop.
Det var alt for os i dag, på denne varme sommerdag i Svendborg.

Vh Ole og Sisse Jæger Thrane
VitaVita Smykker Danmark
Møllergade 50, 5700 Svendborg
29379511 / 22424624
www.vitavita.dk 
www.smykkekursus-vitavita.dk



Ps. Vi har stadig plads på vores smykke- og malekursus i Toscana fra d. 25 september til d. 2 oktober 2019. Kig her : https://www.smykkekursus-vitavita.dk/smykkekursus-i-toscana