Skal vi lave et smykke specielt til dig?

posted in: Blog | 0

I løbet af de sidste par måneder har der været en særlig travlhed her i værkstedsbutikken. Vi er så heldige, at vi har haft besøg af rigtig mange kunder, der gerne ville have at vi skulle lave et smykke til dem, efter deres ønsker.
Det er vi rigtig glade for og her skal i se lidt af det vi laver specielt til kunder, der vil have noget helt særligt.
Vi har også lanceret et helt nyt design med masser af små svævende ædelstene, den skal du da også se her i dagens brev.

Livstræet, smykket med den lille fortand.
Denne smukke medaljon blev til efter en sød kunde kontaktede os på mail. Hun ønskede sig et helt specielt smykke, som hun kunne bære hendes datters ene fortand i. Hun kunne godt tænke sig et symbolsk smykker og måske skulle det være et livstræ. Jeg gik i gang med at lave skitser og efter en del forsøg, syntes jeg, jeg ramte udtryk og størrelse godt. Der var plads til tanden og det havde en pæn form, og så var det et livstræ ! Kunden kom hurtigt ned i butikken og hun kunne godt lide min skitse. Vi aftalte, hvordan selve overfladen i sølvet skulle præges og at der skulle et lille hjerte under den lille fatning med Camilles lille tand. Vi tog hjem og støbte en lille sølvbarre, så valsede vi den ud, på vores over 100 år gamle guldsmedevalse, og i sidste tryk lagde vi blonder og træfibre på sølvet. Så blev det den flotteste overflade, som du kan se her på billedet. Vi havde overvejet, sammen med kunden, at valse Camilles sutteklud ned i sølvet, men den var ikke at finde, så vi valgte denne løsning i stedet for. Som du ved, så arbejder Ole og jeg rigtig rigtig meget med disse særlige overflader og vi bruger især blonder, kniplinger og mellemstykker til vores designs. Det er så enormt spændende at se, hvordan sølvet kommer til at fremstå efter der er valset blonder ned i overfladen. Det er en spændende proces, som vi ikke kan styre 100 %, heldigvis, det er lige det der gør det interessant. Næste step var at save livstræet ud, så lodde fatning på, slå det lille hjerte i og til sidst at sætte den lille tand i den lille fatning. Behøver jeg sige, at det var en glad mor der hentede det fine smykke og to glade sølvsmede, der gav det til hende. Sikke en dejlig opgave !

Smykkerne her på billederne er smykker med ædelstene. De smukke små sten er smaragd, safir og rubin. De ligger og svæver i resin. Resin er en slags harpiks der er lavet så det nemt kan bruges netop i smykker. Omkring de fine ædelstene er en håndlavet fatning i sølv og fine håndlavede kroge. Måske kan du lige ane strukturen i sølvet omkring stenene. Det er vores blondepræg, vi næsten altid har på vores smykker. Lige nu, sidder Ole og laver flere små fatninger til øreringe med safir. De safirer vi har, er ren trutti frutti. Min gamle skoleveninde var et smut herinde sidste uge og hun har bestilt sine egne helt specielle øreringe, nemlig de små øreringe med de der trutti frutti-safirer. Jeg tror det bliver alletiders her til de fine sommerdage, de er så glade og fine. Jeg glæder mig meget til at se de færdige øreringe, men det tager langt tid at lave de smykker her, så jeg må væbne mig med tålmodighed.

I morgen kommer der er mor til en konfirmand og henter hendes helt særlige smykke. Dettte smykke er lavet af en vielsesring der er valset ud til tråd og formet til noget helt personligt. Moderen og vi har lavet planer i et stykke tid og efter nogle forsøg, har vi nu det smukkeste og fineste smykke klar. Det kan jeg naturligvis ikke vise jer endnu, da det er en hemmelighed, men det kommer, når smykket er givet, til en meget meget heldig konfirmand. Jeg håber altid, at den der giver smykket, får sagt alle de tanker der ligger bag. Det hele er ude af vores hænder, når smykket er hentet, det er en dejlig følelse og det er også lidt vemodigt med et smykke der har været længe undervejs.

Sikke en hverdag vi har her i den lille værkstedsbutik på toppen af Svendborg, en rigtig smuk hverdag.
Tak for i læser med og tak for i kommer ind til os.
Mange forårshilsner fra Ole og Sisse VitaVita Smykker Danmark
Ps. Glem ikke at huske vi stadig har plads til dig på vores smykke-male-kursus i Toscana